Personlig blog

Koncert med Lisa Nilsson

På lørdag den 1. november skal jeg sammen med Flemming til koncert med Lisa Nilsson i DR koncerthuset. Det glæder jeg mig meget til.

Vi har haft købt billetter længe. På DR Koncerthusets hjemmeside kan jeg se, at der er få billetter tilbage. Men jeg kan også se, at der er to ekstrakoncerter, på lørdag kl. 20.00 og på søndag den 2. november kl. 20.00. Se mere om koncerterne her. Det er bare et forslag, hvis I er på weekend i København eller bor her og har lyst til en musikoplevelse.

Jeg synes at Lisa Nilsson har nogle rigtig fine tekster og behagelige og iørefaldende melodier.

På Lisa Nilssons hjemmeside kan man se mange af hendes tekster. Der er ikke prøver på musikken, men det er jo bare at slå op på en musiktjeneste, så kan man finde hende der. Mange vil kende melodien En kort, en lang fra filmen af samme navn. Men hun har skrevet rigtig mange sange. Jeg tænker, det er de nyeste fra albummet Uteblivna vi, som vi får at høre på koncerten.

2

Nu hedder det Københavnerotium 💂

Bloggen kirstenandersen.dk har fået navneforandring til Københavnerotium med web adressen kobenhavnerotium.dk. Mit webhotel har hjulpet mig med at I automatisk kommer ind på Københavnerotium, når i bruger den gamle web adresse. Det skulle gerne komme til at fungere problemløst, når vi lige er igennem processen.

Jeg har nu boet i Storkøbenhavn i 6 år, og jeg befinder mig rigtig godt her. Mange har kommenteret min flytning fra Aalborg i en alder af 63 år og synes det er modigt og en stor forandring. Sådan har jeg ikke oplevet det. Det er en berigelse i forhold til at være nærmere mine børn og børnebørn. Derudover er det også en stor fornøjelse, at kunne gøre brug af det store udbud af kulturliv, som er i hovedstadsområdet. Derfor synes jeg, det er mere relevant at gøre siden lidt bredere og give den det mere relevante navn Københavnerotium.

Københavnerotium vil jeg skrive lidt om, hvad der sker på kulturfronten ude i fremtiden og jeg vil fortælle om oplevelser, jeg har haft med koncerter, teater, foredrag osv.

Det er mit håb, at Københavnerotium kan være inspiration både for jer, der bor i hovedstadsområdet og jer der en gang imellem tager en tur herover for at opleve den smukke hovedstad eller ligefrem overvejer at rykke teltpælene op og flytte herover – også i en høj alder som jeg selv har gjort.

2

Ud i det fine oktobervejr

Det bliver køligt nu, mit udetermometer på altanen målte 3 grader til morgen. Men når solen skinner, er det alligevel dejligt at komme ud at gå en tur.

Der er stadig nogle, der har den opfattelse at København er lig med stenbro. Her blot 10 km nord for selve København er der masser af grønne områder – og det er der nu også inde i København. I dag gik jeg min gamle velkendte tur gennem skoven på Mariebjerg Kirkegård og ad Nybrovej tilbage igen. En tur på godt 5 km, det er fint. Og det gør godt at komme ud i naturen, hvor der er så meget smukt at se på sådan en solskinsdag.

2

Dejlig formiddagstur

I går skulle jeg hjem fra Værløse, hvor jeg havde passet børnebørn og afleveret i skolen.

Jeg var på cykel og tænkte egentlig at cykle til Værløse station og tage S-toget til Stengården station i Lyngby. Men vejret var simpelt hen så godt, så jeg besluttede at cykle hele vejen. Det blev en rigtig skøn tur på godt 15 km.

Da jeg kom forbi Bagsværd/Lyngby sø og så det blikstille vand med spejlinger, kunne jeg ikke lade være med at standse og tage et billede.

2