Far-rollen i udstilling på Gl. Strand
Jeg er faldet i Kunstnerkoloni udsendelserne på DR. Nogle af dem er jeg ret begejstret for. De er gode til at jeg får kendskab til unge kunstnere. Nu, hvor jeg ikke længere er i kunstverdenen til daglig, så kan det godt være svært at følge med. Det er for eksempel kunstnere som Kim Mejdahl, der er med i kunstnerkolonien på Bornholm, Jo Hedegaard i kolonien ved Amalfikysten, og Adam Christensen, der er med i kolonien i Fåborg. I løbet af de 8 afsnit lærer man kunstnerne lidt at kende og for mit vedkommende – får en stor sympati for dem. Ved det første bekendtskab tænker jeg nok: det er da noget underligt noget, men efterhånden lærer man at forstå, hvad det er de gerne vil med deres kunst.
Fra den 29. januar til den 3. maj viser Gl. Strand udstillingen Daddy Issues, og her medvirker blandt mange andre Adam Christensen. En anden kunstner fra kunstnerkolonien i Fåborg – Kasper Bonnén medvirker også i udstillingen. Jeg skal helt sikkert ind og se den udstilling. I min tid (jeg er 69 år) har far-rollen jo ændret sig rigtig meget og det er virkelig positivt. Det er dejligt at se, at ens egne sønner – og hele deres generation – som det naturligste i verden tager del i omsorgen for børnene.
Læs mere om udstillingen på Gl. Strands hjemmeside her.
PS: Fotoet er fra en udstilling om Leonard Cohen, som jeg så i 2020 på Gl. Strand
