Personlig blog

Af skade bliver man klog….

…men sjældent rig. Sådan lyder det kendte ordsprog, men det holder ikke altid stik.

Jeg og mit barnebarn Liva er både blevet klogere og en oplevelse rigere ved at følge et skadepar, der bygger rede lige udenfor mit vindue (jeg bor på første sal).

I begyndelsen så det noget ynkeligt ud. Og jeg må også indrømme, at vi grinte lidt ad dem i første omgang. For det så ud til, at det aldrig blev til noget. Det virkede meget amatøragtigt for redebyggere. Mange af grenene faldt på jorden. Liva, som er alle dyrs ven, spurgte lidt forarget: Hvorfor går du ikke ud og hjælper dem? Men det er jo ikke let i første sals højde.

Men nu er de altså ved at være færdige. Så det tager åbenbart en 3-4 uger at få sådan et skadebo færdigt. Nu er det spændende, om vi kan følge ungerne, eller om der kommer blade på træerne inden.

 

2

Børsens besøgscenter

I går havde jeg en kulturdag sammen med min studiekammerat fra tyskstudiet. Vi havde planlagt at se udstillingen Daddy Issuses på Gl. Strand og Bjørn Nørgaards Gobeliner på Christiansborg. Det fik vi også at se, begge dele. Mere om udstillingen i et andet indlæg. For nu skal det handle om det vi gjorde spontant.

Jeg havde et eller andet sted læst, at der er åbnet et besøgscenter på Børsen, hvor man kan få et indblik i genopbygningen. Det fortalte jeg Gitte, og vi besluttede, at det ville vi også have ind i vores program. Der er gratis adgang til besøgscentret, så det var bare at finde det og gå ind.

Det var bare en fantastisk oplevelse at komme indenfor i det store hvide telt, der omslutter byggepladsen. Man kommer selvfølgelig ikke ud på selve byggepladsen. Man går i nogle containere, hvor der er glasfacader ud til ruinerne og byggepladsen. Inde i containeren er der en lang gang og nogle rum med en masse information om Børnsens historie, planen for genopbygningen og anskaffelse af byggematerialerne m.m.

Nu vil jeg linke til besøgscentrets hjemmeside, hvor I kan læse mere og vise nogle billeder, som jeg tog derinde. Hvis I er på ferie i København eller bor der, synes jeg, I skal kigge derind. Der er jo en oplevelse, vi kun kan få lige nu, mens genopbygningen er i gang.

2