Københavnerotium

Personlig blog

Forfatter: Kirsten Andersen

Pinsedag i Tivoli

Pinse i hovedstaden. Hvad skal man fornøje sig med?

Flemming er på besøg fra Aalborg, og han foreslog at vi kunne gå en tur i Tivoli. Det var jeg med på. Jeg har kort til Tivoli, så jeg kan bare gå derind, så tit jeg har lyst. Men det er jo også hyggeligt at følges med nogen. Vi havde aftalt at mødes kl. 12 og så spise frokost i Tivoli. Det blev i restaurant Figaro, hvor vi fik en smørrebrødstallerken og en Classic fadøl. God mad til en fornuftig pris – rabat med Ældresagen 💰- man skal spare, hvor man kan 😊

Som sagt, så gjort. Og det blev virkelig en dejlig og hyggelig dag. En skøn overraskelse var, at Tivoli Garden gav koncert på Plænen. De er meget dygtige, og den lyd af Tivoli Garden hører jo bare med til en dag i Tivoli. Ligesom en helium ballon, der er smuttet ud af en barnehånd og flyver mod himlen….  🎈og sidde på en bænk og kigge på det hele.

Endnu en glædelig overraskelse var at der var Jazz musik med Tivoli Orkestret i Det grønne Væksthus. Det var glad og hyggelig jazz med meget velspillende musikere. Så kunne man nyde en Garden Spritz i solskinnet mens man lyttede til musikken. Til slut en dejlig isvaffel, det hører sig også til i Tivoli

Det blev en rigtig dejlig eftermiddag. Og nu har Flemming også et Tivolikort, så mon ikke vi kommer til at besøge den smukke have flere gange? Det tror jeg vi gør.

 

My Fair Lady!

Det har været min yndlings musical. Altid.

Egentlig er jeg ikke så meget for musicals. Men i denne synes jeg der er meget godt musik. Og en god fortælling, der spidder den chauvinistiske mandefigur.

Allerede som barn og ung fik jeg ørerne op for den danske udgave med Mogens Wieth som Professor Higgins, Gerda Gilboe som Elisa og ikke mindst Osvald Helmuth som Alfred Doolittle – “ham der skal giftes nu til morgen”. Og jeg har en CD med alle sangene fra den forestilling.

I onsdags var jeg sammen med Flemming inde og se den aktuelle opsætning på Det Ny Teater. Jeg vil godt indrømme, at det der trak mest nok var Tommy Kenter i rollen som Alfred Doolittle og søde Susse Wold som Professor Higgins mor. Det var så fint at se hende på scenen, som hendes mand, Bent Mejding og hun fornyede og førte fremad med succes. Hvor må det også glæde hende, at stå der og modtage de bragende bifald.

Det at opleve levende teater med levende musik. Det er nu noget særligt. Og musikken leverer virkelig den ene ørehænger efter den anden. Det fik jeg også beviset for, da jeg stod på hovedbanegården og ventede på S-toget. En der stod bag mig, havde åbenbart også været til forestillingen, for hun stod og nynnede en af melodierne. Hos mig kørte den for det indre øre.

En ting, som de godt kunne spare i forestillingen efter min mening, er dansetrinene i næsten enhver scene. Jeg kunne godt nøjes med sangeren og sangene.

Selvfølgelig var Tommy Kenter helt suveræn i rollen som Alfred Doolittle. Jeg er glad for at jeg har set forestillingen.

2

Af skade bliver man klog….

…men sjældent rig. Sådan lyder det kendte ordsprog, men det holder ikke altid stik.

Jeg og mit barnebarn Liva er både blevet klogere og en oplevelse rigere ved at følge et skadepar, der bygger rede lige udenfor mit vindue (jeg bor på første sal).

I begyndelsen så det noget ynkeligt ud. Og jeg må også indrømme, at vi grinte lidt ad dem i første omgang. For det så ud til, at det aldrig blev til noget. Det virkede meget amatøragtigt for redebyggere. Mange af grenene faldt på jorden. Liva, som er alle dyrs ven, spurgte lidt forarget: Hvorfor går du ikke ud og hjælper dem? Men det er jo ikke let i første sals højde.

Men nu er de altså ved at være færdige. Så det tager åbenbart en 3-4 uger at få sådan et skadebo færdigt. Nu er det spændende, om vi kan følge ungerne, eller om der kommer blade på træerne inden.

 

2

Børsens besøgscenter

I går havde jeg en kulturdag sammen med min studiekammerat fra tyskstudiet. Vi havde planlagt at se udstillingen Daddy Issuses på Gl. Strand og Bjørn Nørgaards Gobeliner på Christiansborg. Det fik vi også at se, begge dele. Mere om udstillingen i et andet indlæg. For nu skal det handle om det vi gjorde spontant.

Jeg havde et eller andet sted læst, at der er åbnet et besøgscenter på Børsen, hvor man kan få et indblik i genopbygningen. Det fortalte jeg Gitte, og vi besluttede, at det ville vi også have ind i vores program. Der er gratis adgang til besøgscentret, så det var bare at finde det og gå ind.

Det var bare en fantastisk oplevelse at komme indenfor i det store hvide telt, der omslutter byggepladsen. Man kommer selvfølgelig ikke ud på selve byggepladsen. Man går i nogle containere, hvor der er glasfacader ud til ruinerne og byggepladsen. Inde i containeren er der en lang gang og nogle rum med en masse information om Børnsens historie, planen for genopbygningen og anskaffelse af byggematerialerne m.m.

Nu vil jeg linke til besøgscentrets hjemmeside, hvor I kan læse mere og vise nogle billeder, som jeg tog derinde. Hvis I er på ferie i København eller bor der, synes jeg, I skal kigge derind. Der er jo en oplevelse, vi kun kan få lige nu, mens genopbygningen er i gang.

2

Arbejderhistoriske arkiver

Foto: Kirsten Andersen

I torsdags var jeg til et interessant arrangement i Arbejdermuseet. Det handlede om arbejderhistoriske arkiver og om projektet Ret til egen historie.

To interessante og for mig vedkommende emner. Det første mere af personlig interesse og det andet af slægtsforskermæssig interesse.

Anledningen til arrangementet var en udgivelse af nr. 2 af Tidsskrift for historie, kultur og politik ved foreningen Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH). Det er interessant for mig, fordi jeg jo selv kommer fra arbejderklassen og derfor også ser det for vigtigt, at den historie, der ikke altid er blevet prioriteret, også fortælles. Jeg oplever det selv, når jeg som frivillig transskriberer håndskrevne erindringer fra pensionister i Københavns Kommune, afleveret år 1969. Det vil sige, at det de fortæller spænder fra sidst i 1800-tallet og til midt i 1900-tallet. Det er ofte “almindelige menneskers” erindringer, som jeg derved får indblik i. Og jeg føler, det er meget meningsfyldt at være med til at gøre disse erindringer tilgængelige og søgbare på Københavns Stadsarkivs hjemmeside.

Og så er der jo også det, at min egen oldefar oplevede tiden i begyndelsen af 1900-tallet i København aldeles midt i arbejderklassen og fattigdommen. Da han døde som 30 årig, er der ingen fortælling fra ham, men de historier jeg læser og transskriberer er jo i nogle tilfælde nok nogle, der ligner hans. En grundig slægtsforskning har også hjulpet mig til at få et indtryk af, hvordan hans og hans families tilværelse har været.

Tilbage til arrangementet på Arbejdermuseet. Det handlede også om projektet Retten til egen historie. Ledet af Danmarks Forsorgsmuseum hjælper projektet tidligere og nuværende anbragte med at få adgang til egne sagsakter. Lederen af Danmarks Forsorgsmuseum holdt et rigtig fint foredrag om projektet og Per Balken, som er et af de mennesker, der har været anbragt som barn og ung og som har fået sine sagsakter at se, medvirkede. Hans bidrag gjorde stort indtryk. En diskussionsemne i forhold til arkiverne var, om det er rimeligt, at der blokeres med sorte streger i de sagsakter, som udleveres. Hvorfor må jeg ikke kende hele min historie? spurgte Per.

Det blev på foredraget også nævnt, at Danske Slægtsforskere tilbyder gratis hjælp til tidligere anbragte med at danne deres familietræ. Ofte ved de ikke så meget om deres familie, og det kan betyde meget at få kendskab til sit ophav. Flemming, min grandfætter, har netop hjulpet en person med at danne sådan et familietræ. Og det var en stor oplevelse for denne person, men også for Flemming.

Hvis du har fået lyst, kan du læse mere om projektet Ret til egen historie her.

Arrangementet, som jeg deltog i sammen med min frivillig-kollega fra Københavns Stadsarkiv, blev holdt i den smukke festsal i Arbejdermuseet. Det var også en oplevelse at være der. Se foto.

2