Personlig blog

Gåtur, Kunst, Afternoon Tea og Foredrag

I forbindelse med min fødselsdag har jeg besøg af Flemming, og vi havde i går en dag, hvor der ikke var fastlagt program på forhånd. Vi havde dog talt om, at vi begge gerne ville se udstillingen på Ordrupgaard med Pekka Halonens kunst. Da vi også trængte til at komme ud og røre os, valgte vi at gå til Ordrupgaard.

Ved et tilfælde kom turen derhen til at gå gennem Bernstorff Slotspark – og Flemmings øjne fangede lige et skilt med “Afternoon Tea”. Jeg var godt bekendt med det, men vidste ikke lige, hvor Dronning Louises Tehus var – jeg troede det var tættere på slottet. Nå, men vi besluttede, at det skule vi da på vej hjem. Vi fortsatte dog turen mod Ordrupgaard gennem en imponerende flot slotspark. Det var virkelig dejligt at gå et sted med så meget luft og fri natur.

På Ordrupgaard sad vi lige og fik en øl, inden vi gik til udstillingen. Pekka Halonens kunst var en stor oplevelse. Den store variation i hans malerier gør jo, at udstillingen bliver meget mere interessant. Kurateringen af udstillingen er genial. Det med tømmeret i det første udstillingsrum. Hvis man har kørt i Finland, så har man måske se det store mængder af tømmer på floderne. I rummet med snebilleder dæmper det hvide gulvtæppe og de store snebolde lyden, som når man er ude i et snelandskab. I rummet med skovbillederne hører man en ugle tude en gang imellem. Det skaber en stemning, som måske ikke alle har brug for, men det bliver ikke for meget for mig. Især snebillederne er meget flotte!

På vejen hjem igen gik vi også igennem Bernstorff Parken og gik ind i Dronning Louises Tehus og fik den store Afternoon Tea menu. Det var spumante, te i sølvkander, scones, fingersandwich og petit fours. Skønt! Det er et ganske lille lokale, og en meget hyggelig og servicemindet betjening. Efter traktementet var vi klar til de næste af  de i alt ca. 24.000 skridt, som det endte med på dagen.

Om aftenen havde vi billet til foredrag på biblioteket i Lyngby med Niels Krause-Kjær. Han fortalte om sin bog, Ude for Uden. Et godt, underholdende og humørfyldt foredrag. Og så fik jeg da lige min bog signeret – det er altid sjovt at have en signeret bog.

 

Pinsedag i Tivoli

Pinse i hovedstaden. Hvad skal man fornøje sig med?

Flemming er på besøg fra Aalborg, og han foreslog at vi kunne gå en tur i Tivoli. Det var jeg med på. Jeg har kort til Tivoli, så jeg kan bare gå derind, så tit jeg har lyst. Men det er jo også hyggeligt at følges med nogen. Vi havde aftalt at mødes kl. 12 og så spise frokost i Tivoli. Det blev i restaurant Figaro, hvor vi fik en smørrebrødstallerken og en Classic fadøl. God mad til en fornuftig pris – rabat med Ældresagen 💰- man skal spare, hvor man kan 😊

Som sagt, så gjort. Og det blev virkelig en dejlig og hyggelig dag. En skøn overraskelse var, at Tivoli Garden gav koncert på Plænen. De er meget dygtige, og den lyd af Tivoli Garden hører jo bare med til en dag i Tivoli. Ligesom en helium ballon, der er smuttet ud af en barnehånd og flyver mod himlen….  🎈og sidde på en bænk og kigge på det hele.

Endnu en glædelig overraskelse var at der var Jazz musik med Tivoli Orkestret i Det grønne Væksthus. Det var glad og hyggelig jazz med meget velspillende musikere. Så kunne man nyde en Garden Spritz i solskinnet mens man lyttede til musikken. Til slut en dejlig isvaffel, det hører sig også til i Tivoli

Det blev en rigtig dejlig eftermiddag. Og nu har Flemming også et Tivolikort, så mon ikke vi kommer til at besøge den smukke have flere gange? Det tror jeg vi gør.

 

2

Godt Nytår!

Foto: Kirsten Andersen

Så er der et helt nyt år at bruge af. Jeg håber, I alle er kommet godt ind i det nye år og har lyst til nye oplevelser.

I min kalender er første kulturoplevelse Nytårskoncert med Copenhagen Phil og Jens Jacob Tychsen (hr. Weyse, Badehotellet). Det er den 9. januar, og det glæder jeg mig til. Der er stadig få billetter, kan jeg se, så hvis det er noget, kan I læse videre her.

Skal I planlægge på længere sigt, så vil jeg foreslå at besøge Visit Copenhagens hjemmeside. Der findes dog også mange andre hjemmesider, hvor der er oversigter over begivenheder og aktiviteter i København hen over året. Mange af dem tilbyder også apps til telefonen, så man har oversigten med sig ud i byen.

2

Besøg fra Aalborg, julekoncerter m.m.

Foto: Kirsten Andersen

I sidste uge havde jeg besøg fra Aalborg af min veninde fra skoletiden, Majbrit.

Vi har det altid hyggeligt, når vi besøger hinanden. Da jeg boede i Aalborg, boede vi tæt på hinanden og gjorde mange ting sammen. Nu valgte jeg så at flytte til København, og det at kunne have mere tid sammen med Majbrit, kan jeg godt savne. Heldigvis er vi gode til at besøge hinanden, og til gengæld har jeg jo så min lille familie tæt på mig her.

Når vi besøger hinanden har vi næsten altid planlagt nogle aktiviteter. Også denne gang. Vi havde bestilt billet til julekoncert med Birthe Kjær. Koncerten foregik på Hotel Postgården i Korsbæk på Bakken. Vi havde også bestilt spisning. Det blev en rigtig dejlig aften. Birthe Kjær er jo bare god og står for en fin underholdning. Der var indimellem fællessang, og det var meget stemningsfuldt.

Næste dag gik vi en tur ud til Frilandsmuseet, som Majbrit gerne ville se. Der var godt vejr – selv om det småregnede lidt, var det ikke koldt. Der var god julestemning i Frilandsmuseet, en lille mangel var dog, at husene ikke er åbne om vinteren, åbenbart. Der var også noget bladret på stierne, så måske derfor. At de ikke vil have det ind i husene. Det er forståeligt nok. Så vi må en tur derud, når det bliver sommer igen. VI tog bussen tilbage til hyggelige Lyngby, som er flot juleudsmykket og har masser af butikker, man kan gå og kigge i.

Den tredje dag, søndag, gik vil til en julekoncert med Lyngby Kammerkor i Christianskirken her i Lyngby. Det var også en god koncert. Koret synger flot, og der var også et par fællessange, som vi nød at synge med på. Efter koncerten tog vi ind til Kongens Nytorv for at se juleudsmykningen på D’Angleterre, som også er rigtig flot i år. Vi ville have haft et glas Gløgg på Hviids Vinstue, men der var slet ikke plads. Så vi gik videre – en tur over Kongens Nytorv og til Nyhavn, hvor vi fandt et sted at få lidt at spise. Derefter gik turen hjem med et stykke Gateau Marcel, som vi nød til et glas portvin… eller var det to?

Tak for nogle gode dage, Majbrit!

 

3

Kusiner i København

Foto: Kirsten Andersen

I denne uge har jeg haft besøg af min søster og vores to kusiner fra Jylland. Det har været to skønne dage, hvor vi har fået snakket og grinet og haft det rigtig dejligt.

Vi havde også planlagt nogle oplevelser. Vi havde booket rundvisning i operaen onsdag eftermiddag. De kom med tog fra Aalborg med ankomst 12.06, så det kunne vi fint nå. Inden rundvisningen i operaen nåede vi en tur gennem julesmykkede København og en solid gløgg på Hvids Vinstue. Dog ikke mere solid end vi kunne spadsere ud til Operaen via Nyhavn og cykelbroen. Efter en kop kaffe i operacaféen fik vi en meget interessant rundvisning inde i den flotte opera både foran og bag kulisserne.

Efter rundvisningen tog vi bussen ind til Hovedbanegården og gik over gaden og ind i Tivoli, som jo er fantastisk flot juleudsmykket lige nu. Vi havde booket bord til aftensmad klokken 19 i Grøften. Det var ikke udpræget succes efter min mening. Tror det er lidt for julefrokost-agtigt med meget højlydt snak og sang. Så næste gang vi skal i Tivoli, finder vi et andet sted at spise.

Foto: Kirsten Andersen

Da vi havde spist, trådte vi ud i et eventyrligt lyssmykket Tivoli. Nogle af os fik shoppet lidt i boderne, især Little Tivoli var populær  🎠 Så var det snart tid til at sige godnat og på gensyn dagen efter, hvor jeg bød på brunch her i Lyngby. Igen blev det en hyggelig dag med masser af snak  Vi trængte til lidt frisk luft og trods silende regn gik vi en tur ned i Lyngby og osede og shoppede i Magasin. Jeg var så heldig at få en gave, da vi kom hjem fra turen: En tallerken og et æggebæger til det stel, jeg samler på, selvfølgelig Lyngby porcelæn  😊
Dagen sluttede med at vi så de danske håndboldpiger mørbanke Japan. Så tog mine gæster ind til deres hotel inde i København. Og vi sagde farvel og tak for nogle skønne dage og på gensyn til maj. Tak for godt samvær til Hanne, Conny og Ellen. ❤️

3