Personlig blog

Besøg fra Aalborg, julekoncerter m.m.

Foto: Kirsten Andersen

I sidste uge havde jeg besøg fra Aalborg af min veninde fra skoletiden, Majbrit.

Vi har det altid hyggeligt, når vi besøger hinanden. Da jeg boede i Aalborg, boede vi tæt på hinanden og gjorde mange ting sammen. Nu valgte jeg så at flytte til København, og det at kunne have mere tid sammen med Majbrit, kan jeg godt savne. Heldigvis er vi gode til at besøge hinanden, og til gengæld har jeg jo så min lille familie tæt på mig her.

Når vi besøger hinanden har vi næsten altid planlagt nogle aktiviteter. Også denne gang. Vi havde bestilt billet til julekoncert med Birthe Kjær. Koncerten foregik på Hotel Postgården i Korsbæk på Bakken. Vi havde også bestilt spisning. Det blev en rigtig dejlig aften. Birthe Kjær er jo bare god og står for en fin underholdning. Der var indimellem fællessang, og det var meget stemningsfuldt.

Næste dag gik vi en tur ud til Frilandsmuseet, som Majbrit gerne ville se. Der var godt vejr – selv om det småregnede lidt, var det ikke koldt. Der var god julestemning i Frilandsmuseet, en lille mangel var dog, at husene ikke er åbne om vinteren, åbenbart. Der var også noget bladret på stierne, så måske derfor. At de ikke vil have det ind i husene. Det er forståeligt nok. Så vi må en tur derud, når det bliver sommer igen. VI tog bussen tilbage til hyggelige Lyngby, som er flot juleudsmykket og har masser af butikker, man kan gå og kigge i.

Den tredje dag, søndag, gik vil til en julekoncert med Lyngby Kammerkor i Christianskirken her i Lyngby. Det var også en god koncert. Koret synger flot, og der var også et par fællessange, som vi nød at synge med på. Efter koncerten tog vi ind til Kongens Nytorv for at se juleudsmykningen på D’Angleterre, som også er rigtig flot i år. Vi ville have haft et glas Gløgg på Hviids Vinstue, men der var slet ikke plads. Så vi gik videre – en tur over Kongens Nytorv og til Nyhavn, hvor vi fandt et sted at få lidt at spise. Derefter gik turen hjem med et stykke Gateau Marcel, som vi nød til et glas portvin… eller var det to?

Tak for nogle gode dage, Majbrit!

 

Vi tog realen med….

Som det hedder. Og den er der ingen, der kan tage fra os – som det hedder. Er der da nogen, der vil det? (citat, Niels Hausgaard).

Nej det er der heldigvis ikke. Og der er heller ingen, der vil tage den glæde fra os, som det er at mødes med klassen, 3. real a fra Østersundbyvejens skole 1973.

Vi mødes en gang om året – som regel i maj måned. Og det er så ubeskriveligt dejligt at være sammen med de kære klassekammerater. Der er en ånd af harmoni, accept og omsorg for hinanden. Og så har vi det bare så sjovt. Som det er med sådan noget, så vil ingen udenforstående sikkert synes at det er lige så sjovt som vi gør…

Heldigvis er det ikke KUN sjovt, vi kan godt snakke om de svære ting og støtte hinanden. Det er et fællesskab, som jeg sætter meget højt.

Og tusind tak til Leif, som lagde hus til, og til festudvalget, som stod for arrangementet og havde sørget for dejligt mad. For mig var det måske lidt særligt at få en gensyn med Øster Sundby – her boede jeg i nogle år hjemme hos mine forældre og her kom jeg på ferie, da jeg var barn hos min farmor. Så det var meget hyggeligt at sidde til fest og kigge ud på gadekæret, hvor vi altid var, når jeg var på ferie hos Bejste. 😊

I år tog jeg billeder af de fremmødte, og jeg har for sjov sat dem op sammen med klassesættet fra 1973. Og der er jo ingen, der har forandret sig særlig meget, vel? Dem, der ikke er repræsenteret med nye billeder, måtte vi undvære og savne.  Jeg håber for tilgivelse for offentliggørelse, selv om jeg ikke fik spurgt jer om det, kære klassekammerater🙏

 

 

 

2

God Påske

 

Selv om den snart er forbi for denne gang, vil jeg ønske alle en god Påske.

Her er den gået stille og fredeligt indtil nu, men i dag og i morgen samles vores lille sjællandske familie med farfar. Det skal blive dejligt at være sammen. Mon ikke også påskeharen kommer forbi i morgen med nogle æg til børnene?

Hvad er det egentlig med den påskehare? Det er ikke en tradition fra min barndom, men her i København hører man hele tiden om påskeharen – har dog også hørt om det før i mit liv, men der kom aldrig nogen hare med æg til os …. dem fik vi fra hønsene 😂

Nå, men vil I læse lidt om traditionen med påskeharen, så er der et link til Wikipedia her

2