Personlig blog

Så gik den ikke længere

Hvor har vi haft et dejligt efterår med skønne solskinsdage og blå himmel. Men nu gik den ikke længere. I hvert fald ikke her i Lyngby. Jeg vågnede op til snevejr – havde jo set vejrudsigten, så det var ikke fordi jeg var overrasket. Men jeg havde bare håbet, at det lige kunne vente til jeg havde været til gymnastik. Det kunne det ikke.

Men jeg er jo vant til cykelture i al slags vejr fra dengang jeg arbejdede, så jeg trak i regntøjet og cyklede til gymnastik. Vi var et lille hold i dag, mange havde valgt at blive hjemme. Hvis der havde været så meget frost, at der ville være glat føre, så var jeg også blevet hjemme. Men der var fint vådt på cykelstien, så det gik godt både frem og tilbage.

Da jeg havde stillet cyklen i kælderen igen, måtte jeg lige sige undskyld til den for at udsætte den for saltet på vejen. Jeg har endnu ikke set en udendørs vandhane, hvor jeg kan skylle den efter en vintertur, men det skal jeg have styr på.

Det vil sne resten af dagen og vist også i morgen. Så nu er det blevet vinter.

1

Ud i det fine oktobervejr

Det bliver køligt nu, mit udetermometer på altanen målte 3 grader til morgen. Men når solen skinner, er det alligevel dejligt at komme ud at gå en tur.

Der er stadig nogle, der har den opfattelse at København er lig med stenbro. Her blot 10 km nord for selve København er der masser af grønne områder – og det er der nu også inde i København. I dag gik jeg min gamle velkendte tur gennem skoven på Mariebjerg Kirkegård og ad Nybrovej tilbage igen. En tur på godt 5 km, det er fint. Og det gør godt at komme ud i naturen, hvor der er så meget smukt at se på sådan en solskinsdag.

2

Dejlig formiddagstur

I går skulle jeg hjem fra Værløse, hvor jeg havde passet børnebørn og afleveret i skolen.

Jeg var på cykel og tænkte egentlig at cykle til Værløse station og tage S-toget til Stengården station i Lyngby. Men vejret var simpelt hen så godt, så jeg besluttede at cykle hele vejen. Det blev en rigtig skøn tur på godt 15 km.

Da jeg kom forbi Bagsværd/Lyngby sø og så det blikstille vand med spejlinger, kunne jeg ikke lade være med at standse og tage et billede.

2

Nyt træningscenter

Jeg er begyndt i et nyt træningscenter. Lyngby Fitness. Det ligger også i gå-afstand.

Jeg blev noget træt af Fitness X. Der var aldrig rigtigt gjort rent, der manglede rengøringsmiddel i flaskerne til aftørring af maskinerne og mange  brugere tørrede ikke maskinerne af efter sig. Så jeg så mig om efter noget ny.

Jeg har tidligere trænet i Lyngby Fitness, men da var maskinerne ikke så gode. Nu er der kommet nye ejere og nye maskiner. Alt er rent og pænt, også når jeg kommer tidligt på formiddagen. Og der er god plads ved maskinerne. Så det er nok et sted jeg bliver.

1

Hvor skoven dog er frisk og stor …. og grøn

Foto: Kirsten Andersen

H. C. Andersen er meget fremme i medierne lige nu, da det er 150 år siden han døde den 4. august. Det er også helt rimeligt at give ham noget plads. Han var noget helt særligt og er den dag i dag stadig kendt i hele verden, mest for sine eventyr. Bøgerne om hans eget liv “Mit livs eventyr” og hans rejsebeskriveler er også rigtig fine at læse. Fx hans rejse til Italien 1833-2834. Billedet viser udstillingskataloget fra udstillingen i Thorvaldsens Museum og H. C. Andersens hus i 1990. Jeg fik kataloget af museumsdirektør Nina Hobolth, da jeg var ansat på Nordjyllands Kunstmuseum (nu Kunsten), fordi hun vidste, jeg interesserede mig for H. C. Andersen. Det blev jeg meget glad for og glædes over det endnu.

H. C. Andersen skrev dog også digte og sange, og den nævnte om skoven, kom jeg i tanker om, da jeg gik en tur i dag, da regnen hørte op. Der var en rigtig dejlig duft i skoven og den stod bare helt grøn og frisk. Nogle gange skal man bare se at komme ud, selv om vejrudsigten melder regn og regn. Jeg fik en gåtur på godt 4 km i tørvejr, og dagens motion og den gode samvittighed er i orden. 😇 Der var dog ingen jordbær i skoven – men sikkert nok skovmærker.

2