Personlig blog

Gåtur, Kunst, Afternoon Tea og Foredrag

I forbindelse med min fødselsdag har jeg besøg af Flemming, og vi havde i går en dag, hvor der ikke var fastlagt program på forhånd. Vi havde dog talt om, at vi begge gerne ville se udstillingen på Ordrupgaard med Pekka Halonens kunst. Da vi også trængte til at komme ud og røre os, valgte vi at gå til Ordrupgaard.

Ved et tilfælde kom turen derhen til at gå gennem Bernstorff Slotspark – og Flemmings øjne fangede lige et skilt med “Afternoon Tea”. Jeg var godt bekendt med det, men vidste ikke lige, hvor Dronning Louises Tehus var – jeg troede det var tættere på slottet. Nå, men vi besluttede, at det skule vi da på vej hjem. Vi fortsatte dog turen mod Ordrupgaard gennem en imponerende flot slotspark. Det var virkelig dejligt at gå et sted med så meget luft og fri natur.

På Ordrupgaard sad vi lige og fik en øl, inden vi gik til udstillingen. Pekka Halonens kunst var en stor oplevelse. Den store variation i hans malerier gør jo, at udstillingen bliver meget mere interessant. Kurateringen af udstillingen er genial. Det med tømmeret i det første udstillingsrum. Hvis man har kørt i Finland, så har man måske se det store mængder af tømmer på floderne. I rummet med snebilleder dæmper det hvide gulvtæppe og de store snebolde lyden, som når man er ude i et snelandskab. I rummet med skovbillederne hører man en ugle tude en gang imellem. Det skaber en stemning, som måske ikke alle har brug for, men det bliver ikke for meget for mig. Især snebillederne er meget flotte!

På vejen hjem igen gik vi også igennem Bernstorff Parken og gik ind i Dronning Louises Tehus og fik den store Afternoon Tea menu. Det var spumante, te i sølvkander, scones, fingersandwich og petit fours. Skønt! Det er et ganske lille lokale, og en meget hyggelig og servicemindet betjening. Efter traktementet var vi klar til de næste af  de i alt ca. 24.000 skridt, som det endte med på dagen.

Om aftenen havde vi billet til foredrag på biblioteket i Lyngby med Niels Krause-Kjær. Han fortalte om sin bog, Ude for Uden. Et godt, underholdende og humørfyldt foredrag. Og så fik jeg da lige min bog signeret – det er altid sjovt at have en signeret bog.

 

Københavnerotium på ferie

Københavnerotium er taget på ferie, men holder ikke fri!

Sammen med min følgesvend ud i oplevelser og udfordringer, Flemming,  er jeg taget på en tur til Thy og Vestkysten.
Første besøg gik til SMK i Thy, nærmere Doverodde. Et helt eventyrligt sted at opleve. Foruden den ypperste kunst fra Danmarks nationalsamling i skiftende temaudstillinger byder stedet på fjordland – Jens Søndergaard land set fra udsigtstårnet – smuk arkitektur – vederkvægende ro – fin café med delikat menukort (vi fik tre små stykker smørrebrød og en alkoholfri Classic fra Thisted Bryghus. Efter besøg i tårnet og en lille gåtur i området fik vi også en kop kaffe og hhv et stykke gulerodskage og en cookie.

Hvad kan man så forlange mere? Ikke ret meget. Jeg må sige, at det nok er den mest rolig måde, jeg nogensinde har besøgt et museum på. Det var ret tydeligt at mærke, at vi ikke var på et større museum i fx København. Vi fik ganske vist også at vide, at det var en stille dag i går, da vi besøgte museet. OK! Jeg kunne nu ikke forestille mig ret mange flere i de forholdsvis og for mig overraskende små udstillingslokaler. Der må så også kun være 100 ad gangen, fik vi oplyst.

Temaet for den aktuelle udstilling er Levende landskaber. Mange dejlige billeder. I et af rummene med koen i hovedrollen. Min favorit i et af de andre rum er helt klart J. F. Willumsens kæmpestore maleri En bjergbestigerske fra 1912. Men også Christine Løvmands Blomsterstykke fra 1848 og Otto Marseus van Schriecks Stilleben med tidsel og slange fra 1663 måtte med hjem i postkortversion.

I ankomsthallen kører en video, der fortæller om tilblivelsen af SMK Thy og om genopbygningen af det gamle pakhus og genbrug af murstenene. Den skal man tage sig tid til at se. Arkitekten nævner “at en af de gode murere, Henning elsker at arbejde med dette materiale”, og Henning toner frem og fortæller. Jaamen! Det er da min fætter Henning! Det var virkelig en sjov og dejlig oplevelse! I kan også se videoenpå Museets hjemmeside her (scroll ned).

Både jeg og Flemming kan varmt anbefale et besøg på SMK Thy!

 

1

Pinsedag i Tivoli

Pinse i hovedstaden. Hvad skal man fornøje sig med?

Flemming er på besøg fra Aalborg, og han foreslog at vi kunne gå en tur i Tivoli. Det var jeg med på. Jeg har kort til Tivoli, så jeg kan bare gå derind, så tit jeg har lyst. Men det er jo også hyggeligt at følges med nogen. Vi havde aftalt at mødes kl. 12 og så spise frokost i Tivoli. Det blev i restaurant Figaro, hvor vi fik en smørrebrødstallerken og en Classic fadøl. God mad til en fornuftig pris – rabat med Ældresagen 💰- man skal spare, hvor man kan 😊

Som sagt, så gjort. Og det blev virkelig en dejlig og hyggelig dag. En skøn overraskelse var, at Tivoli Garden gav koncert på Plænen. De er meget dygtige, og den lyd af Tivoli Garden hører jo bare med til en dag i Tivoli. Ligesom en helium ballon, der er smuttet ud af en barnehånd og flyver mod himlen….  🎈og sidde på en bænk og kigge på det hele.

Endnu en glædelig overraskelse var at der var Jazz musik med Tivoli Orkestret i Det grønne Væksthus. Det var glad og hyggelig jazz med meget velspillende musikere. Så kunne man nyde en Garden Spritz i solskinnet mens man lyttede til musikken. Til slut en dejlig isvaffel, det hører sig også til i Tivoli

Det blev en rigtig dejlig eftermiddag. Og nu har Flemming også et Tivolikort, så mon ikke vi kommer til at besøge den smukke have flere gange? Det tror jeg vi gør.

 

2

Kusiner i København

Foto: Kirsten Andersen

I denne uge har jeg haft besøg af min søster og vores to kusiner fra Jylland. Det har været to skønne dage, hvor vi har fået snakket og grinet og haft det rigtig dejligt.

Vi havde også planlagt nogle oplevelser. Vi havde booket rundvisning i operaen onsdag eftermiddag. De kom med tog fra Aalborg med ankomst 12.06, så det kunne vi fint nå. Inden rundvisningen i operaen nåede vi en tur gennem julesmykkede København og en solid gløgg på Hvids Vinstue. Dog ikke mere solid end vi kunne spadsere ud til Operaen via Nyhavn og cykelbroen. Efter en kop kaffe i operacaféen fik vi en meget interessant rundvisning inde i den flotte opera både foran og bag kulisserne.

Efter rundvisningen tog vi bussen ind til Hovedbanegården og gik over gaden og ind i Tivoli, som jo er fantastisk flot juleudsmykket lige nu. Vi havde booket bord til aftensmad klokken 19 i Grøften. Det var ikke udpræget succes efter min mening. Tror det er lidt for julefrokost-agtigt med meget højlydt snak og sang. Så næste gang vi skal i Tivoli, finder vi et andet sted at spise.

Foto: Kirsten Andersen

Da vi havde spist, trådte vi ud i et eventyrligt lyssmykket Tivoli. Nogle af os fik shoppet lidt i boderne, især Little Tivoli var populær  🎠 Så var det snart tid til at sige godnat og på gensyn dagen efter, hvor jeg bød på brunch her i Lyngby. Igen blev det en hyggelig dag med masser af snak  Vi trængte til lidt frisk luft og trods silende regn gik vi en tur ned i Lyngby og osede og shoppede i Magasin. Jeg var så heldig at få en gave, da vi kom hjem fra turen: En tallerken og et æggebæger til det stel, jeg samler på, selvfølgelig Lyngby porcelæn  😊
Dagen sluttede med at vi så de danske håndboldpiger mørbanke Japan. Så tog mine gæster ind til deres hotel inde i København. Og vi sagde farvel og tak for nogle skønne dage og på gensyn til maj. Tak for godt samvær til Hanne, Conny og Ellen. ❤️

3

Ud at spise i København

Efter koncerten med Lisa Nilsson gik vi som sagt ud i byen for at få en bid aftensmad, inden vi gik hver til sit. Det er en hyggelig måde at afslutte en god koncertoplevelse på.

Jeg har gået forbi Gorms kælderrestaurant i Nyhavn mange gange, da min søn og svigerdatter boede på Christianshavn og jeg gik fra Nørreport og ud til dem. Men jeg har aldrig været der. Nu foreslog jeg, at vi skulle prøve at spise der. Vi har flere gange spist på G, der ligger på Gråbrødre Torv. Den er også fin, men jeg synes også, vi sommetider skal vove noget nyt.

Lige fra vi kom ind i restauranten blev vi modtaget meget positivt. Vi fik at vide, at der var to lokaler, og at det mindre lokale havde en bedre akustik, men at der ikke var så lyst som i det andet lokale. Ud fra akustikken valgte vi det lille lokale – vi har ikke noget imod lyset, men man kan heller ikke sige, at det lille lokale var dunkelt, slet ikke.

Så havde vi besluttet, at vi ville dele en pizza, for vi har ikke så stor appetit i vores alder, og vi synes det generelt er et problem, at vi får serveret store mængder mad, når vi spiser ude. Det er jo madspild, og vi har også tendens til at spise mere end godt er. Vi spurgte venligt tjeneren om muligheden for at dele, og det var ikke noget problem. Vi bestilte også et glas rødvin. Vi blev anbefalet en vin, der var en tand bedre end den billigste og tog imod anbefalingen. Vi ville også gerne have salat til, så vi fik en salat, der egentlig var forret, og delte den. Det var en super løsning.

Det betød så, at vi også havde plads til dessert. Flemming fik crème brulé, og jeg fik deres Nyhavns isdessert. Igen ikke en kæmpe servering, men vi syntes begge at det smagte herligt. Vi bestilte også et glas portvin, så det var lige før englene sang.

Det var en rigtig dejlig afslutning på en god dag i København.

1