Personlig blog

Ferietid

Sommerferie hjemme? Ja for mit vedkommende.

Men her i Kongens Lyngby er der ikke langt til oplevelser i omegnen og i hovedstaden. Så det er ikke ensbetydende med, at der ikke sker noget.

Bare herhjemme er det anderledes. Der er kommet to nye beboere til i min lejlighed. Heldigvis fylder de ikke så meget. Mest lydmæssigt, men det er også hyggeligt at  have lidt liv. Passer fuglene mens deres familie er på ferie.

Tuba med Speedy i baggrunden

Heldigvis er vejret også blevet godt igen, så det meste af dagens hviletimer kan foregå på altanen, når der altså ikke lige er tennis i TV. Det er jo Wimbledon-tid, og det skal jeg også følge lidt med i.

Kaffe på altanen

I næste uge får jeg besøg af Flemming i et pardage. Ud over at nørde lidt med CoPilot og DNA-slægtsforskning har vi planlagt tur på Rigsarkivets læsesal.  Vi har begge gang i projekter, som måske skal føre til et par foredrag. Men nu må vi se hvad der kommer ud af det. En af dagene går vi en tur i Tivoli, hvor vi begge har årskort. Det er en flot oplevelse at gå i haven, måske er der rigeligt med turister lige nu, men mon ikke der også er plads til et par pensionister?

 

 

2

Københavnerotium på ferie 2

Ved Vedersø Præstegård

Ferien i begyndelsen af juni gik også til Lemvig – Guldaldersamlingen, Struer – B& O museet og Vedersø Præstegård, som dog ikke havde åbent, den dag vi kom dertil. Men det var også en stor oplevelse at se omgivelserne. Så må det vente til en anden gang med at se museumscentret. Stedet er jo mest kendt for, at det var der Kaj Munk var præst. Han var desuden en anerkendt dramatiker og digter – mange kender sangen Den blå anemone.

På vejen videre mod vores respektive hjem var målet i første omgang Viborg – Rigsarkivet og slægtsforskning, dernæst til Randers, hvor jeg skulle med et tog til København. Inden toget gik kunne vi nå et besøg i Memphis Mansion og Johnny Cash museet. Stederne rummer materiale om Elvis Presley og – det siger selv – Johnny Cash.

Selv om vi før har været i Memphis Mansion, så var besøget interessant igen, fordi man ikke kan nå at se det hele på et besøg. Og første gang, vi var der, var Johnny Cash museet der ikke, så det skulle vi selvfølgelig også se. Vi var begejstrede for begge dele.

Vidste I, at der findes en radiostation med Elvis Musik hele døgnet? Den er tilknyttet Memphis Mansion og man kan downloade en app fra App Store og Google Store.

1

Arbejderhistoriske arkiver

Foto: Kirsten Andersen

I torsdags var jeg til et interessant arrangement i Arbejdermuseet. Det handlede om arbejderhistoriske arkiver og om projektet Ret til egen historie.

To interessante og for mig vedkommende emner. Det første mere af personlig interesse og det andet af slægtsforskermæssig interesse.

Anledningen til arrangementet var en udgivelse af nr. 2 af Tidsskrift for historie, kultur og politik ved foreningen Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH). Det er interessant for mig, fordi jeg jo selv kommer fra arbejderklassen og derfor også ser det for vigtigt, at den historie, der ikke altid er blevet prioriteret, også fortælles. Jeg oplever det selv, når jeg som frivillig transskriberer håndskrevne erindringer fra pensionister i Københavns Kommune, afleveret år 1969. Det vil sige, at det de fortæller spænder fra sidst i 1800-tallet og til midt i 1900-tallet. Det er ofte “almindelige menneskers” erindringer, som jeg derved får indblik i. Og jeg føler, det er meget meningsfyldt at være med til at gøre disse erindringer tilgængelige og søgbare på Københavns Stadsarkivs hjemmeside.

Og så er der jo også det, at min egen oldefar oplevede tiden i begyndelsen af 1900-tallet i København aldeles midt i arbejderklassen og fattigdommen. Da han døde som 30 årig, er der ingen fortælling fra ham, men de historier jeg læser og transskriberer er jo i nogle tilfælde nok nogle, der ligner hans. En grundig slægtsforskning har også hjulpet mig til at få et indtryk af, hvordan hans og hans families tilværelse har været.

Tilbage til arrangementet på Arbejdermuseet. Det handlede også om projektet Retten til egen historie. Ledet af Danmarks Forsorgsmuseum hjælper projektet tidligere og nuværende anbragte med at få adgang til egne sagsakter. Lederen af Danmarks Forsorgsmuseum holdt et rigtig fint foredrag om projektet og Per Balken, som er et af de mennesker, der har været anbragt som barn og ung og som har fået sine sagsakter at se, medvirkede. Hans bidrag gjorde stort indtryk. En diskussionsemne i forhold til arkiverne var, om det er rimeligt, at der blokeres med sorte streger i de sagsakter, som udleveres. Hvorfor må jeg ikke kende hele min historie? spurgte Per.

Det blev på foredraget også nævnt, at Danske Slægtsforskere tilbyder gratis hjælp til tidligere anbragte med at danne deres familietræ. Ofte ved de ikke så meget om deres familie, og det kan betyde meget at få kendskab til sit ophav. Flemming, min grandfætter, har netop hjulpet en person med at danne sådan et familietræ. Og det var en stor oplevelse for denne person, men også for Flemming.

Hvis du har fået lyst, kan du læse mere om projektet Ret til egen historie her.

Arrangementet, som jeg deltog i sammen med min frivillig-kollega fra Københavns Stadsarkiv, blev holdt i den smukke festsal i Arbejdermuseet. Det var også en oplevelse at være der. Se foto.

2

Harry – Et anderledes liv

Foto: Asbjørn Thomsen

I går holdt vi vores sidste foredrag om den gode Harry. Vores grandonkel, som også kaldte sig Professor Stærkstrøm og Harry Stålmann. Gennem flere år har vi søgt i arkiver, talt med personer, der har haft relationer til ham og hans familie. Så vi har fået stykket et noget nært autentisk portræt af ham sammen.

Det har også resulteret i bogen Harry – Et anderledes liv, hvor vi har samlet alle de oplysninger vi har fundet under vores research. Bogen blev udgivet sidste år i november i samarbejde med Hals Arkiv, hvor bogen også kan købes til 125 kr. via linket her.

Foto: Asbjørn Thomsen

 

3