Københavnerotium

Personlig blog

Posts

Tysk time i Literaturhaus

Literaturhaus.

Literaturhaus. Foto: Kirsten Andersen

I går var jeg til et arrangement inde i Literaturhaus i Møllegade. Jeg har hafr kig på det længe, men har aldrig været der før.

Det var min studiekammerat fra Tyskstudiet, Gitte, som havde gjort mig opmærksom på arrangementet. Hun spurgte, om jeg ville med? Selvfølgelig ville jeg det.

Så vi sad parat kl 16.30 til Litterær samtale om “Et splittet Tyskland” med to yngre tyske forfattere Charlotte Gneuss og Marlen Hobrack, som er aktuelle med bogudgivelser. Gneus er aktuel med “Gittersee” og Hobrack med “Schrödingers Grrrl”. De skriver om DDR og har begge i deres fortid tilknytning til Østtyskland. Temaet for samtalen med forfatterne var selvsagt den forskel på vest og øst, som stadig opleves. Det var interessant at høre de to forfatteres syn på det. Og så er der idéer til læsestof igen.

Det var sjovt at være i Literaturhaus, som vi også fik oplyst  var en tidligere Baptistkirke. Ikke mindst var det dejligt at mødes med Gitte og få en god snak om alt muligt over aftensmaden, inden vi igen tog hver sit tog i hver sin retning.

2

Søndag med sol og cykeltur

Parken ved Sophienholm. Foto: Kirsten Andersen

I søndags var der dejligt vejr med solskin og blå himmel. Det giver de fleste lyst til at komme en tur ud af stuen. Også mig.

Tæt ved hvor jeg bor ligger udstillingshallen Sophienholm. Jeg besluttede, at cykle en tur derud for at se den aktuelle udstilling, som jeg syntes så interessant ud. Sophienholm har en ret lang historie som kultursted. Det kan man læse om på deres hjemmeside  …og mange andre steder. I begyndelsen af 1800-tallet var det et sted, hvor der blev holdt saloner, og hvor kulturpersonligheder fra hele Europa mødtes.

Da jeg havde set udstillingen, hvor de havde sammenstillet tyske kunstværker fra 1920’erne og 30’erne med danske samtidskunstneres værker, gik jeg en tur i parken og ned til vandet, hvor jeg sad og spiste en medbragt ostemad.  Så opdagede jeg en lille baby futsko med en babybalarm i på låget af skraldespanden ved siden af mig. Jeg ringede til personalet i billetsalget, og spurgte om jeg ikke skulle tage det med op til dem. Det syntes de, jeg skulle.

Da jeg gik op ad bakken, mærkede jeg, at der sket noget i mit ene knæ, hvor jeg har en gammel skade. Jeg vidste godt det betød, at jeg ville komme til at døje med det i et stykke tid. Jeg cyklede dog hjem igen. Heldigvis var det ikke så galt som sidste gang, og det er allerde meget bedre. Men det er nok noget, jeg skal have kigget på.

Trods uheldet med knæet var det dejligt at få en cykeltur og komme ud og få noget luft og en oplevelse.

2

Travl Torsdag

Udsmykning Københavns Rådhus. Foto: Kirsten Andersen

Mine Torsdage er som regel ret travle.

Jeg begynder dagen med en gang gymnastik. Jeg har fundet et godt hold her i Lyngby, som heller ikke er for dyrt. Det er sådan lidt yoga-agtig gymnastik (vores lærer er yoga-instruktør), hvor vi kommer hele kroppen godt igennem, og så er der også lidt styrketræning, enten med vægte eller med elastik. Det er dejligt at følge et hold, hvor man også får en snak med de andre deltagere fra gang til gang.

Min arbejdsplads på arkivet

Når gymnastikken er færdig skynder jeg mig at cykle hjem og tage et bad. Så tager jeg ind på Københavns Rådhus, hvor jeg arbejder som frivillig hos Københavns Stadsarkiv. Her skriver jeg erindringer ind fra håndskrevne afleveringer fra 1969, hvor Københavns Kommune havde opfordret pensionister om at indsende deres erindringer om barndom og liv i København. Det er et meget meningsfyldt arbejde, og så er det tillige interessant. Jeg får jo en masse at vide om livet i København omkring år 1900 og frem fra førstehåndskilder. Erindringerne bliver lagt på nettet, så de kan læses af alle, der har lyst og interesse. Som en ekstragevinst har jeg lært nogle søde mennesker at kende både blandt personalet og de andre frivillige. Og så er det jo bare en fantastisk oplevelse at komme ind på Rådhuset, det er så smuk en bygning med udsmykningsdetaljer alle steder. Det bliver jeg aldrig træt af.

Erindringerne kan læses på Københavns Stadsarkivs hjemmeside her. Det fungerer bedst, hvis man har et navn eller emne, man vil søge efter.

 

1

Kasse fra årstiderne

I dag har jeg fået måltidskasse fra Årstiderne. Det har jeg fået siden januar og får hver 3. uge. Det er rigtig godt.

Det begyndte med, at jeg købte en juleaftensmenu, som var hurtig og nem at tilberede. Når vi alligevel skulle være 10 mennesker – store og små – så synes jeg godt, det måtte være nemt.

Årstiderne garanterer, at alt er økologisk og ikke har været ud at flyve. Jeg tror ikke det helt holder stik med flyveturen, for nogle gange er der noget, der må have været på en flyvetur. Men stort set…

Der er også opskrifter med til 4 dage. Jeg spiser ikke så meget, som der er beregnet til 1 person, så jeg har mad til to dage, når jeg har tilberedt en ret. Nogle gange bruger jeg også bare ingredienserne på en anden måde. Men det er skønt at få nogle årstidsrelevante grøntsager og frugter.

Jeg får Flexitarkassen, det vil sige at der er to kødretter – og kødet er fisk og kylling. Jeg er gået væk fra at spise kød af de firbenede dyr.

Dette er ikke en reklame, men blot for at fortælle, at det er en rigtig god løsning på at få noget ordentligt mad.

1

Forår på vej

Vi kan vist allesammens mærke det. Foråret så sagte kommer.
I søndags var jeg ude at gå en tur ovre i skoven, som egentlig er en kirkegård. Der har jeg gået rigtig mange ture. Under Corona var det en fast daglig ting. Jeg boede jo lige overfor dengang. Det er en meget speciel kirkegård med mange forskellige former for gravsteder og som sagt en hel skov. Det er så dejligt at følge årets gang, når man går ture der.
Foråret så sagte kommer, skrev jeg. Nogle kan sikkert genkende, at det er titlen på Kaj Munks bog om hans barndom, ungdom og de første år i Vedersø. Jeg læste den som ganske ung og var meget fascineret af Kaj Munk. Jeg fik bogen antikvarisk i julegave et år af Robert og kom til at tænke på den, da jeg så Hr. Auerland sad og læste i den i Badehotellet. Kaj Munk skrev den i 1942, hvor den også blev udgivet. Det er god læsning, jeg kan anbefale den.

 

 

2