Personlig blog

Arbejderhistoriske arkiver

Foto: Kirsten Andersen

I torsdags var jeg til et interessant arrangement i Arbejdermuseet. Det handlede om arbejderhistoriske arkiver og om projektet Ret til egen historie.

To interessante og for mig vedkommende emner. Det første mere af personlig interesse og det andet af slægtsforskermæssig interesse.

Anledningen til arrangementet var en udgivelse af nr. 2 af Tidsskrift for historie, kultur og politik ved foreningen Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH). Det er interessant for mig, fordi jeg jo selv kommer fra arbejderklassen og derfor også ser det for vigtigt, at den historie, der ikke altid er blevet prioriteret, også fortælles. Jeg oplever det selv, når jeg som frivillig transskriberer håndskrevne erindringer fra pensionister i Københavns Kommune, afleveret år 1969. Det vil sige, at det de fortæller spænder fra sidst i 1800-tallet og til midt i 1900-tallet. Det er ofte “almindelige menneskers” erindringer, som jeg derved får indblik i. Og jeg føler, det er meget meningsfyldt at være med til at gøre disse erindringer tilgængelige og søgbare på Københavns Stadsarkivs hjemmeside.

Og så er der jo også det, at min egen oldefar oplevede tiden i begyndelsen af 1900-tallet i København aldeles midt i arbejderklassen og fattigdommen. Da han døde som 30 årig, er der ingen fortælling fra ham, men de historier jeg læser og transskriberer er jo i nogle tilfælde nok nogle, der ligner hans. En grundig slægtsforskning har også hjulpet mig til at få et indtryk af, hvordan hans og hans families tilværelse har været.

Tilbage til arrangementet på Arbejdermuseet. Det handlede også om projektet Retten til egen historie. Ledet af Danmarks Forsorgsmuseum hjælper projektet tidligere og nuværende anbragte med at få adgang til egne sagsakter. Lederen af Danmarks Forsorgsmuseum holdt et rigtig fint foredrag om projektet og Per Balken, som er et af de mennesker, der har været anbragt som barn og ung og som har fået sine sagsakter at se, medvirkede. Hans bidrag gjorde stort indtryk. En diskussionsemne i forhold til arkiverne var, om det er rimeligt, at der blokeres med sorte streger i de sagsakter, som udleveres. Hvorfor må jeg ikke kende hele min historie? spurgte Per.

Det blev på foredraget også nævnt, at Danske Slægtsforskere tilbyder gratis hjælp til tidligere anbragte med at danne deres familietræ. Ofte ved de ikke så meget om deres familie, og det kan betyde meget at få kendskab til sit ophav. Flemming, min grandfætter, har netop hjulpet en person med at danne sådan et familietræ. Og det var en stor oplevelse for denne person, men også for Flemming.

Hvis du har fået lyst, kan du læse mere om projektet Ret til egen historie her.

Arrangementet, som jeg deltog i sammen med min frivillig-kollega fra Københavns Stadsarkiv, blev holdt i den smukke festsal i Arbejdermuseet. Det var også en oplevelse at være der. Se foto.

2

Harry – Et anderledes liv

Foto: Asbjørn Thomsen

I går holdt vi vores sidste foredrag om den gode Harry. Vores grandonkel, som også kaldte sig Professor Stærkstrøm og Harry Stålmann. Gennem flere år har vi søgt i arkiver, talt med personer, der har haft relationer til ham og hans familie. Så vi har fået stykket et noget nært autentisk portræt af ham sammen.

Det har også resulteret i bogen Harry – Et anderledes liv, hvor vi har samlet alle de oplysninger vi har fundet under vores research. Bogen blev udgivet sidste år i november i samarbejde med Hals Arkiv, hvor bogen også kan købes til 125 kr. via linket her.

Foto: Asbjørn Thomsen

 

3

Sikke en god aften!

Foto: Tove Michelsen

Foredraget i Hals tirsdag aften var en virkelig god oplevelse for os.

Der mødte så mange søde og interesserede mennesker op, som kunne være i salen. Vi fik fortalt vores historie om arbejdet med Harry – og hvordan vi fik alle vores resultater fra vores forskning omkring ham samlet og udgivet i en flot bog i samarbejde med Hals Arkiv. Og vi fik snakket med dem som vi kendte og som har hjulpet os med oplysninger om Harry gennem projektet.

Tak til Hals Arkiv for arrangementet og tak til alle de fremmødte for engagement og stor interesse!

Også en kæmpestor tak til Jonna, som har komponeret musik til Harrys digt Vårdigt – Fra solhverv til solhverv og fremførte det for publikum. Det lød så smukt, Jonna ❤️

 

Sviptur til Aalborg

Foto: Asbjørn Thomsen

Senere i dag rejser jeg til Aalborg. Det bliver kun en lille sviptur denne gang.

I morgen aften skal Flemming og jeg holde foredrag på Ladegården i Hals, hvor vi præsenterer vores bog Harry – Et anderledes liv. Det glæder vi os meget til. Vi vil fortælle lidt om, hvordan vi kom til at interessere os for Harry, som er en fætter til begge vores fædre. Det viste sig at være en noget større proces, end vi nok havde regnet med. Harry var kendt af mange som en original – men hvad er en original? Ordet KAN have en positiv betydning, dog sjældent når det bruges om mennesker, som lever anderledes end de fleste. Men bag ved “originalen” er der jo et menneske, som er født lige så ny og parat til livet som alle andre. Så er der bare nogle omstændigheder der gør, at det menneske får en anden måde at tackle livet på. I Harrys tilfælde var det en diagnose for skizofreni – og han kan have haft andre udfordringer også. Da vi gik hans liv minutiøst igennem ved hjælp af arkivalier og samtaler med  familie og andre mennesker, der har kendt ham, forstod vi, at han har haft så mange talenter og så stor en begavelse, at de færreste kan hænge med. Det uheldige for Harry var, at han var født i en social samfundsklasse og en tid, hvor der ikke stod nogen parat til at nære og hjælpe med at udvikle hans idéer og tanker.

Vi har indtil nu holdt 7 foredrag om Harry. I morgen er det 8. og så har vi et mere den 9. april i Fokus Folkeoplysning i Aalborg. Og så synes vi det er nok om Harry. Vi har nået, hvad vi ville. Fortælle andre, at Harry var mere end en original. Og det er tilsyneladende lykkedes, når vi tænker på alle de reaktioner, vi har fået på bogen og ved vores foredrag. Vi ville også gerne samle al vores research i en form for en bog. Og det er også lykkedes – vi synes også med et rigtig godt resultat i samarbejde med Hals Arkiv, hvor Asbjørn Thomsen har stået for tilrettelæggelsen og den grafiske opsætning.

Det har været en lærerig proces for os at arbejde med Harrys liv. Det har lært os at reflektere over det, når vi møder mennesker, som kan virke anderledes. At tænke – det er en, der har nogle udfordringer, det kan du nok godt rumme. Vi vil bestræbe os på at huske det, for det har de mennesker jo krav på. Og vi håber, at vores bog kan være med til at andre også gør det.