I denne uge har jeg haft besøg af min søster og vores to kusiner fra Jylland. Det har været to skønne dage, hvor vi har fået snakket og grinet og haft det rigtig dejligt.
Vi havde også planlagt nogle oplevelser. Vi havde booket rundvisning i operaen onsdag eftermiddag. De kom med tog fra Aalborg med ankomst 12.06, så det kunne vi fint nå. Inden rundvisningen i operaen nåede vi en tur gennem julesmykkede København og en solid gløgg på Hvids Vinstue. Dog ikke mere solid end vi kunne spadsere ud til Operaen via Nyhavn og cykelbroen. Efter en kop kaffe i operacaféen fik vi en meget interessant rundvisning inde i den flotte opera både foran og bag kulisserne.

Efter rundvisningen tog vi bussen ind til Hovedbanegården og gik over gaden og ind i Tivoli, som jo er fantastisk flot juleudsmykket lige nu. Vi havde booket bord til aftensmad klokken 19 i Grøften. Det var ikke udpræget succes efter min mening. Tror det er lidt for julefrokost-agtigt med meget højlydt snak og sang. Så næste gang vi skal i Tivoli, finder vi et andet sted at spise.

Da vi havde spist, trådte vi ud i et eventyrligt lyssmykket Tivoli. Nogle af os fik shoppet lidt i boderne, især Little Tivoli var populær 🎠 Så var det snart tid til at sige godnat og på gensyn dagen efter, hvor jeg bød på brunch her i Lyngby. Igen blev det en hyggelig dag med masser af snak Vi trængte til lidt frisk luft og trods silende regn gik vi en tur ned i Lyngby og osede og shoppede i Magasin. Jeg var så heldig at få en gave, da vi kom hjem fra turen: En tallerken og et æggebæger til det stel, jeg samler på, selvfølgelig Lyngby porcelæn 😊
Dagen sluttede med at vi så de danske håndboldpiger mørbanke Japan. Så tog mine gæster ind til deres hotel inde i København. Og vi sagde farvel og tak for nogle skønne dage og på gensyn til maj. Tak for godt samvær til Hanne, Conny og Ellen. ❤️

