Personlig blog

Så gik den ikke længere

Så gik den ikke længere

Hvor har vi haft et dejligt efterår med skønne solskinsdage og blå himmel. Men nu gik den ikke længere. I hvert fald ikke her i Lyngby. Jeg vågnede op til snevejr – havde jo set vejrudsigten, så det var ikke fordi jeg var overrasket. Men jeg havde bare håbet, at det lige kunne vente til jeg havde været til gymnastik. Det kunne det ikke.

Men jeg er jo vant til cykelture i al slags vejr fra dengang jeg arbejdede, så jeg trak i regntøjet og cyklede til gymnastik. Vi var et lille hold i dag, mange havde valgt at blive hjemme. Hvis der havde været så meget frost, at der ville være glat føre, så var jeg også blevet hjemme. Men der var fint vådt på cykelstien, så det gik godt både frem og tilbage.

Da jeg havde stillet cyklen i kælderen igen, måtte jeg lige sige undskyld til den for at udsætte den for saltet på vejen. Jeg har endnu ikke set en udendørs vandhane, hvor jeg kan skylle den efter en vintertur, men det skal jeg have styr på.

Det vil sne resten af dagen og vist også i morgen. Så nu er det blevet vinter.

1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *